Trin 3. Netværk, forankring og videreudvikling

Netværk for udvalgte kursister, der har gennemført Trin 1 og Trin 2 på enten dagtilbuds- og skoleområdet.

Kort om kurset

Trin 3 er rettere et netværk end et almindeligt kursus. Netværket etableres af Styrk Maddannelses projektdeltagere og udvides løbende med udvalgte kursister, der har gennemført Trin 1 og Trin 2 på enten dagtilbuds- og skoleområdet.

Netværket giver dig dermed mulighed for at indgå i et udviklingsnetværk sammen med kollegaer, undervisere og forskere fra professionshøjskoler. Netværket vil understøtte arbejdet med at fastholde maddannelse som et vigtigt indsatsområde og dækker både dagtilbuds- og grundskoleområdet.

Find det tilhørende inspirationsmateriale her

Målgruppen

Netværket henvender sig både til pædagogisk personale og madprofessionelle i dagtilbud
og til lærere og pædagogisk personale i grundskolen, der har gennemført Trin 1 og Trin 2-kurserne, og som ønsker at indgå i et udviklingsnetværk sammen med kollegaer, undervisere og forskere fra professionshøjskoler.

Indhold

Som en del af netværksforløbet introduceres en fasemodel til udvikling af en lokal politik for maddannelse, måltider og sundhed. Fasemodellen understøtter det pædagogisk-didaktiske arbejde med maddannelse, måltider og sundhed og fastholder det som et dynamisk indsatsområde, der prioriteres organisatorisk, ledelsesmæssigt og kollegialt og med fokus på involvering af børn/elever, forældre og lokalsamfund.

Fasemodellen for udvikling af lokale politikker består af fire faser og udgør en samlet model for involvering, fælles handling og organisatorisk forankring. Modellen er udformet som redskab til at intensivere arbejdet med handleplaner for maddannelse, måltider og sundhed. Det kan ske ved at skabe en ramme, der kan involvere ledelsen og flere kolleger samt nøglepersoner i den kommunale forvaltning i et samarbejde om yderligere forankring. Det kan også ske med et formål om at etablere en lokal politik for maddannelse, måltider og sundhed.

Det særlige – og for mange nye – ved den model, der hér præsenteres, er, at den bygger på det brede og positive sundhedsbegreb og på det pædagogiske og didaktiske grundlag samt erfaringer med handleplaner, som beskrevet i Trin 1 og Trin 2.

Anvendelse

Netværksforløbet er det tredje trin, som samler og bygger oven på kursusrækkens to første trin inden for hhv. dagtilbuds- og grundskoleområdet. Netværket vil understøtte arbejdet med at fastholde maddannelse som et vigtigt indsatsområde.